lørdag den 20. august 2011

Hurtig bærtærte til sultne gæster

Forleden dag inviterede jeg min mor og hendes mand på besøg, især fordi de er så travle, at man tit skal bestille tid for at se dem. Jeg prøver at invitere gæster forholdsvis tit, så jeg får motiveret mig selv til at rydde op i min lillebitte rodede lejlighed. Her er for mange ting på for lidt plads, men fordi jeg elsker mine ting så højt, kan jeg ikke få mig selv til at sætte mere på loftet. Så det kræver intens oprydning at få mit hjem til at se pænt og ordentligt ud.

Irma havde tilbud på bær, så jeg kastede mig ud i en improviseret bærtærte. Jeg syntes det ville være synd at bage mine bær med, når de er sommerfriske, så jeg bagte bunden alene:
  • 1 æg og en halv dl sukker piskes sammen til det skummer. Derefter tilsættes 100 g smeltet smør.
  • Mel tilsættes løbende til dejen bliver jævn og elastisk nok til at man kan rulle den ud.
  • Det meste af dejen rulles ud og lægges som bund i en tærteform. Resterne af dejen bruges til at dække kanterne.
  • Bunden dækkes af mørk pålægschokolade og der stikkes huller i med en gaffel.
  • Bages i et kvarters tid ved 200 C.
  • Bunden køles af og derefter blandes en dl creme fraiche op med et par tsk vanillesukker.
  • Jeg valgte at lægge bærene direkte på tærtebunden og servere tærten med creme fraichen til, men jeg tror det ville være smartere at lægge creme fraichen i bunden af tærten, så bærene hænger bedre fast.
Det var alt for i dag. Nu skal jeg hen og hjælpe min veninde med at flytte. Gratis motion - så behøver jeg vist ikke løbe i dag...

Ingen kommentarer: