søndag den 30. december 2012

2012 set fra et skrantende spejlreflekskamera

Nåmen jeg faldt alligevel for tanken om et året der gik-indlæg. Mit højtelskede spejlreflekskamera tog sig et bad i appelsinjuice i januar, og min far forudså, at det ville lide en langsom død. Men se bare her, hvad det alligevel præsterede i 2012:


I januar var spejlrefleks og jeg en tur i Hong Kong med en veninde for at besøge vores fælles veninde, som boede lidt i byen. Det var et fantastisk sted, og det var kun fordi vi tog på udflugt for at se en kæmpe buddha-statue, at hr. kamera druknede i en medbragt appelsinjuice i min taske. Heldigvis en af de sidste dage.


I februar var vi efterhånden kommet på plads i lejligheden, og vi besluttede os for at prøve det med madplan. Her er det gazpachosuppe af rester og hjemmebagt brød. Den politiske korrekthed i køkkenet faldt senere lidt af på den, efter som Jespers specialeskrivning intensiverede, og jeg begyndte på en værre kvalme en dag i maj...


I marts faldt jeg vist for de første nogenlunde ok jordbær, og her kan man også se kanten af den computer, jeg købte. Det var en Lenovo Thinkpad til 3.500 kr. Den har ikke skuffet mig en eneste gang - vi er meget bedre venner, end jeg var med den hedengangne MacBook.


I april tog Jesper og jeg til Hamborg, hvor jeg endnu en gang forelskede mig i den vidunderlige by.


I maj var der intens læseferie for mit vedkommende, og jeg tog med en veninde i sommerhus for at læse til eksamen og gå forårsture.


I juni var jeg til Distortion uden alkohol under dække af, at jeg ikke ville drikke i min læseferie. Men i virkeligheden var jeg bare helt nygravid, kvalm og glad. Kort efter tog jeg igen til Hamborg, denne gang med min mor.


I juli var jeg på sommerkursus på Testrup Højskole, hvor jeg skrev et essay på en uge og blev undervist af Klaus Lynggaard. Det var en dejlig uges sommer på landet, og jeg har sjældent spist så meget god mad på en gang.


I august begyndte maven så småt at vise sig, og jeg offentliggjorde, at jeg var gravid. Det var ret sjovt at fortælle - og bloggen fik selvfølgelig også nyheden. Det blev lidt mere direkte end på facebook - her fik jeg nemlig skrevet det så kringlet (klagede over, at mig og baby i maven var træt af kun at drikke sodavand), at de færreste fangede pointen. Og så troede man lige, man var så sjov!


I september startede semesteret uden mig, og jeg nød at kunne bruge alt mit krudt på mit arbejde, hvor vi blandt andet afholdte to seminarer. Herover på Middelfart Bibliotek.


I oktober tog Jesper og jeg til New York for at fejre, at hans speciale blev afleveret og for at holde vores sidste kæresteferie sammen inden der gik for meget baby i det hele. Billedet herover er taget fra The High Line Park.


Den sidste dag i november tog jeg en forlænget weekend til Berlin med mine veninder, hvor vi nåede ikke mindre end tre julemarkeder. Her den flippede udgave på Moritzplatz i Kreuzberg.


I december har vi julet igennem, og sidst men ikke mindst, er jeg gået på barsel.

Godt nytår!

Nytårsforberedelser


I morgen er det nytårsaften, og vi bruger (som resten af verden) søndagen på at gøre klar. Vi har inviteret nogle venner over, så både lejlighed, pynt, mad og tøj skal snart til at være på plads. Som sædvanlig er tøjet og maden det sværeste - hvilket selvfølgelig kun bliver sjovere af, at jeg er vokset ud af ret meget af mit festtøj. I New York købte jeg heldigvis halskæden på billedet, som har reddet alle mine festoutfits lige siden. Min mor er også kommet forbi med et par kjoler, så jeg skal nok finde på noget festligt nok, der ikke strammer.

Med hensyn til maden, har vi sat os på hovedret og dessert. En af gæsterne er vegetar, og det passer mig faktisk virkelig godt at undgå kød efter alle de julefrokoster. Jeg tror valget falder på svamperisotto og noget med æbler til dessert. Nok sorbet og måske en kage af en art. Og så har jeg selvfølgelig været i Lidl og købt en virkelig plastikagtig børnechampagne - men jeg tror også, jeg lige smutter forbi Irma for at se om de har alkoholfri Erdinger. Ikke nogen dårlig øl!

Hvad skal I nytårsaften?

Jeg kan se, at det er nu man på sin blog skriver lidt om året, der er gået eller nytårsforsætter for det kommende år. Det er nemt nok for mig:
  • Året der gik: Gravid, gravid, gravid
  • Nytårsforsæt: Være en god mor
Lyder ret kedeligt, hva'? Sikkert. Jeg synes, det lyder fantastisk :)

fredag den 28. december 2012

Gode råd til gravide #1

Selvom jeg endnu ikke har udstået hele graviditeten, har jeg besluttet mig for at videregive nogle af mine erfaringer med at være gravid. Jeg er sikker lidt klogere på den anden side af fødslen, men noget siger mig, at jeg mest bare har baby på hjernen der og ikke så meget at videregive information. Men med snart otte måneders erfaring i maven, håber jeg nogen kan bruge følgende. Jeg har forresten delt det op i flere kapitler, da det ellers ville blive aaalt for langt.

  • Først og fremmest og dækkende for alt, hvad du læser om graviditet: Alle graviditeter er forskellige. Lad for eksempel være med at lade en hjemmeside bilde dig ind, at de færreste gravide har lyst til alkohol, så det bliver slet ikke noget problem. Nogen har, andre har ikke. Jeg havde en periode, hvor jeg havde meget lyst til øl og rødvin, så jeg drak endda noget af det ækle alkoholfri rødvin fra Fakta. Det var ingen succes. Nu har jeg slet ikke lyst til noget, der kan fremkalde halsbrand (kun chokolade).
  • Sæt penge af til følgende:
    • Nyt tøj. Måske har du kigget dit tøj igennem og vurderet, at der er noget af tøjet, der sagtens kan bære en stor mave. Det ved du bare ikke, før du har prøvet det. Har du for eksempel tænkt over, at bluser og kjoler også løfter sig og ikke bare udvider sig? (Jeg havde ikke. Hej ultrakorte kjoler.) At nogle cowboybukser bare skærer det forkerte sted, selvom de er elastiske? At dine bryster også vokser sig betydeligt større? (Farvel yndlingskjole med masser af plads til maven...) Mange bliver nødt til at købe nye BH'er også. H&M sælger en ret smart opfindelse: En BH-forlænger. Det er et lille spænde, som gør din BH større i omkredsen. Det kan spare dig mange penge og frustrationer. Ps. Når barnet er født, skal du også købe amme-BH, og den skal højst sandsynligt være endnu større.
    • Caféture. Som graviditeten fremskrider, får du nok mere og mere brug for pauser. Måske kunne du tidligere tage ind til byen og få ordnet alle julegaverne og klare dig med en kaffe før og efter du slæbte poser og tasker byen rundt. Men med en tung mave og en glubende appetit på tilfældige madvarer, vil penge afsat til en cafétur (med bløde sofaer) midtvejs være guld værd.
    • Kosttilskud. Vitaminpiller er dyre, og der er stor risiko for, at du ikke finder dem, der passer dig bedst ved første køb. Det kan sagtens betyde 200 kr. ud af vinduet fordi jerntilskuddet for eksempel ikke var accepteret af din mave. Men jern skal du ikke spare væk. Jeg udskød det og besvimede så på arbejde, mens vores nye direktør holdt tale. Lidt akavet.
    • Fysioterapi, kiropraktri, bækkenbælter, gravidgymnastik, gravidmassage osv. Ikke alle kroppe har styrke nok til at kunne bære en baby på maven, og kroppen opfører sig i det hele taget ret anderledes. Hvis du pludselig angribes af smerter af den ene eller anden type, skal det ikke være økonomien, der afholder dig fra at få behandling. Vil for øvrigt anbefale, at man finder et gymnastik/yoga/hvad man nu kan lide-hold for gravide. Det er rart ikke at føle sig som den handicappede i flokken, men bare som alle andre.
    • Babyudstyr, indlysende nok. Selvfølgelig skal du ud og købe en nuttet sparkedragt eller en sej bamse, så det hele pludselig føles meget mere virkeligt. Men hvis du ikke har råd til den helt store shoppingtur i Babysam (babyting er dyre!), så fortvivl ikke. Meddel din omgangskreds, at du gerne tager imod/vil låne babyudstyr, og tøv ikke med at tilføje, at du ikke stiller specifikke krav om for eksempel mærket. Og så vent og se. Der er meget at hente fra venner og familie. Derudover kan du finde rigtig meget brugt på for eksempel Den Blå Avis. Og så er der bare rigtig mange, der elsker at købe nuttet babytøj som gave, så hvis du lidt tålmodighed, skal der nok komme noget.

Familiejul





Så blev det sørme jul igen. Jeg var hos min mor med det meste af hendes familie. Det var rigtig fint, og min mor forstår om nogen at jule helt rigtigt. Men jeg glæder mig nu til at fejre det med små børn igen - selvom der sikkert går et par år før baby rigtig forstår det :)

Nu er både Jesper og jeg vendt hjem til Nørrebro, hvilket slet ikke er dårligt. Jeg er jo gået på barsel, hvilket jeg tager meget alvorligt med både et passende chokoladeindtag og tv-serier. Har for eksempel lige set hele Nynne-serien på Yousees streamingtjeneste, Youbio. Det er gratis indtil 1. februar. Men så skal man selvfølgelig bare huske at afmelde sit medlemsskab inden da. Nu er Nynne færdig, men jeg har bestilt den samlede udgave af bøgerne på biblioteket, og så kommer der jo X-factor i aften og Borgen på tirsdag. Det må være nu jeg gør op for alt det underholdning, jeg misser, når baby kommer. Især fordi jeg ikke kan bevæge mig særlig meget - men hvad gør det, når man har sofa, tv og chokolade?

tirsdag den 25. december 2012

Essayadventskalender #4

Det er nu over et halvt år siden, jeg var til min sidste undervisningsgang. Jeg mangler kun specialet, og jeg syntes ikke, at graviditet og speciale passede så godt sammen, så det har jeg udskudt - og derfor kun arbejdet i dette semester. Studiet er altså kommet lidt på afstand, især nu, hvor det meste handler om baby. Det er sjældent, jeg savner universitetet. Jeg savner at se lidt flere mennesker i min hverdag, men man har alligevel så lidt undervisning på kandidaten, at man er for lidt på universitetet til at få noget socialt ud af det.

Men jeg savner lidt at sætte mig ind i et emne og gå i dybden med det. Og jeg savner at møde (nogenlunde) forberedt til undervisning og diskutere stoffet med en af de mennesker i Danmark, der ved allermest om det. For eksempel savner jeg at læse en Paul Auster-bog for bagefter at tage på universitetet og vende problemstillingerne med en underviser, som samtidig med semesteret pendler til og fra New York for at færdiggøre en interviewbog med samme Auster. Eller når en studerende foreslår en tolkning af et digt, og underviseren, som samtidig er en af Danmarks førende forskere inden for feltet, udbryder "Genialt! Sådan har jeg aldrig selv tænkt det!".

Jeg savner også eksamensperioderne. Læseferierne, hvor man sætter alt andet på pause for at hellige sig et felt og kun det. Sidde på biblioteket, sammen med resten af Danmarks blomstrende ungdom og en tyk dunst af kaffe og bøger, og i begejstring at glemme frokost, fordi den teori man netop har læst om, passer perfekt på en af de romaner, man har sat på pensum. Skrive tusindvis af noter og tegne komplicerede modeller, som kun giver mening i det øjeblik, man tegnede dem, men som ser så abstrakte ud, at man nemt kunne forveksle sig selv med en genial professor i kampens hede. Og eksamenerne, hvor man ankommer til universitetet og føler sig så uforberedt som aldrig før, men alligevel når til et punkt i forberedelsen, hvor alting går op i en højere enhed, som man rent faktisk kan formidle til underviser og censor uden at lyde så meget som en nybegynder som man føler sig.

Og jeg savner den måde det faglige stof kryber ind under huden på en. Når man har siddet hele eftermiddagen på biblioteket og kæmpet med en umulig oversættelse, som ikke bliver mere medgørlig af, at underviseren har ladet os forstå, at det afleverede materiale skal nærme sig en professionels arbejde, hvis karakteren skal så meget som ligne en tocifret. Man har slået en vending op i samtlige opslagsværker, biblioteket og internettet kunne præstere, men alligevel passer intet af det /rigtigt/, så man ender med en forsimplet "gummiløsning", som underviseren har kaldt den slags løsninger, på en måde som afslører, at man godt kan prøve at afstå fra den slags nybegynderi. Men så cykler man hjem gennem Københavns vinterkulde, får trukket byluften ind i lungerne, og pludselig kommer den perfekte løsning ud af den blå luft, selvom man tænkte mere på aftensmad end engelske fagtermer. Så er man pludselig dronning af verden, eller i hvert fald af oversættelse.

Desværre er der andre ting, jeg slet ikke savner. For eksempel studieordninger. I virkeligheden er jeg en ret stor fan af studieordninger, men det er universitetets behandling af studieordninger, jeg ikke savner. Det er meningen, at en studieordning skal være et sæt regler, der sætter rammer for indholdet af en uddannelse. Reglerne er lavet for alle parters skyld - både universitetet og dets studerende og ansatte. Når der klages over en eksamensbedømmelse kan der henvises til studieordningen som facit for, hvad den studerende skal kunne præstere. Når der bliver spurgt til reglerne til eksamen, er det i studieordningen, man kan finde svarene. Ligeledes er det her man finder definitioner på sideantal, regler for hvilke fag ens uddannelse kan bestå af, hvornår man skal søge dispensation og så videre. Studieordningerne er lavet, så diskussionerne med administrationen og underviserne kan løses på en fair måde: det går fint, så længe man følger sin studieordning (det siger de selv, når man starter på universitetet). I en perfekt verden er studieordningerne de studerendes bedste ven.

Verden er bare ikke særlig perfekt. Dermed har jeg i løbet af min studietid utallige gange mødt modstand, når jeg naivt har peget på studieordningen for at forstå en afgørelse. Således er jeg i tidernes løb blevet mødt med udsagn som:

- "Du skal skrive en ekstra opgave, fordi du ikke har været nok til undervisningen. Det er underforstået i studieordningen, der hvor der står, at dit pensum også bliver større.", instituttet. (Underforstået? Altså, skrevet med usynligt blæk?)

- "Nej nej, den regel der i studieordningen synes jeg ikke er særlig vigtig. Det skal vi altså ikke gå op i i mine timer.", underviser. (Så håber jeg, du informerer censor om det, når han skal bedømme vores opgaver.)

- "Oh, you're not one of these pagecounters, are you?", underviser. (Jo. Hvis det kan sikre mig, at jeg består min eksamen.)

- "Studieordningen blev altså ændret midt i semesteret. Det står i en notits ude i højre side på hjemmesiden, som vi lavede uden at fortælle det til nogen for kort tid siden. Du får ikke lov til at beholde den karakter, nej.", instituttet.

Bare lige et udpluk af grunde til, at jeg har brugt så meget krudt på fagrådet og studenterpolitisk arbejde...

Men det var lidt om min studietid. Hvis man har spørgsmål til at gå på universitetet, vil jeg selvfølgelig meget gerne svare. Jeg føler efterhånden, at jeg har lidt erfaring.

fredag den 21. december 2012

Spark og nys ved juletid

Jeg nåede vist lige at skrive, at jeg ikke gad være syg mere i december i sidste blogpost. Det fik jeg så ikke lov til at bestemme. Jeg tror ikke helt jeg har fået spist nok vitaminrigt til både mig og baby - i hvert fald er en af os gået helt ned med dobbelt op på forkølelse. (Og baby sparker raskt og friskt, så guess who...) Den ene forkølelse nåede knap nok at slutte, før den anden tog over med dobbelt kraft. I onsdags gik jeg på barsel, og jeg ville gerne lige nå de sidste ting på mit arbejde, så jeg tog på arbejde mandag, tirsdag og onsdag medbringende et stort arsenal af kleenex, halls og strepsil. Jeg overvejede lige om det var strengt at smitte de andre, men det viste sig, at alle på kontoret var syge og enten hostende eller sengeliggende. Jeg vil dog mene, at min dødshoste trumfede de andres.

I går og i dag har jeg forsøgt at slappe af, så jeg kunne blive rask, men det går slet ikke så hurtigt som jeg gerne vil have det til. Jeg har fået overstået de fleste julegaver, selvom jeg måtte sende verdens mest heltemodige kæreste (min) ud efter nogle af dem. I et anfald af rastløshed fik vi endda ordnet babyhjørnet i soveværelset (hængt det populære væghængte Brio-puslebord op, som jeg, den trendy mor, fandt meget billigt på Den Blå Avis), så vi kun mangler vuggen, og så er vi bare helt klar til den baby. Som i øvrigt snart har mere tøj end sin far (der er lidt længere op til mor). Jeg kunne næsten ikke lukke den lille kommode, som nu er blevet hendes. (Farvel til organiseret opbevaring af alle mine dulleting - åh, det er så hårdt at være voksen og ansvarlig forælder!) Men man skal vist ikke brokke sig. Vi har købt lidt tøj selv, men ellers er der blevet strikket, fundet tøj frem fra gemmerne og shoppet nyt tøj fra alle sider af.

Det her er dog vores egne fund fra Sverigesturen:


Og ja, selvfølgelig skal hun have en bil. Og dukker. Og værktøj. Og så videre. Der skal være lidt at vælge i mellem :)

Nå. I morgen! I morgen er dagen, hvor jeg endelig bliver rask og hvor jeg endelig kan nyde den opgave- og arbejdefri jul. Jeg tror lige jeg prøver endnu et af de gode, gammeldags kamilledampbade, og så på hovedet i seng med mig og baby :)

mandag den 17. december 2012

Kvalmende meget jul

Nåmen, Jesper og jeg er virkelig julefans. Jeg synes også det er lidt romantisk, fordi vi jo som nævnt mødte hinanden op til jul, så alting omkring vores første dates var meget, meget julet. Det er vores lejlighed også i denne måned:

Adventsstage og lys fra Føtex. Synes det var en god og simpel løsning :)

Kubus er ikke vores adventskrans, som hos så mange andre. Men den måtte godt få lidt pynt alligevel. Julemand fra Sverige i baggrunden.

Lys og peberkager

Juletræ fra Balders Plads (de har studierabat!) og pynt lavet af vores søde venner.

Lebkuchen-hjerte fra Berlin, fra mig til Jesper. Lebkuchen er tyske julekager, der smager virkelig godt og holder evigt. Man kan forresten få dem i Netto. (Bare ikke så flotte her.)

Mine fine juleophæng fra Butik NØ har fået en fast plads på vitrineskabet.

Barndomsminde på vitrineskabet.

Engel fra min barndom og hjerteguirlande som min veninde har lavet til mig.

Guirlande over bøgerne.
Nu vil jeg skynde mig i seng og lade som om min hals er helt rask og frisk, for jeg nægter at være syg to gange i december!

søndag den 16. december 2012

Essayadventskalender #3

Jeg har læst på universitetet i lidt over fem år, og undervejs har jeg datet og kærestet lidt rundt både uden og inden for universitetets vægge. Den slags kan godt være svært, når man samtidig prøver at finde sig til rette med, hvem man er og hvordan man skal indrette sin tilværelse for at få det bedste ud af den. Lige omtrent samtidig med, at jeg blev student, blev mine forældre skilt. Det kastede mig ud i en krise, der blev ved med at bide fra sig, også mens jeg læste på universitetet. Jeg var i perioder ret ensom som følge af skilsmissen, så jeg kastede mig i armene på alt, hvad der kunne holde mig med selskab; veninder, kærester, tilfældige mænd, studieaktiviteter osv.

Det bliver nok ikke foreløbig, at jeg offentligt fortæller så meget mere af den historie, men den "endte" med, at et forhold gik i stykker, og jeg besluttede mig for at bo lidt alene og finde mig selv, som det jo så fint hedder. Til hjælp med dette brugte jeg studenterpræsten på KUA, som stiller sig selv til rådighed til samtaler om livet - ikke om religion. Hendes mantra er, at ting tager tid, og det kan hun jo have ret i. Alligevel tog det mig kun et halvt år at få det meget, meget bedre, hjulpet godt på vej af ikke at date, skrive en hel masse ned om mig selv og jævnligt gå til samtaler med præsten. Jeg skriver dette, fordi jeg er sikker på, at man ikke kan  komme helt ud af en livskrise bare ved at møde den rigtige person. Men jeg er ikke sikker på, at jeg tror på mig selv alligevel.

Vinteren efter en terapeutisk sommer og et udviklende efteråret, mødte jeg nemlig Jesper. Jeg havde egentlig mødt ham før, men jeg vidste ikke så meget om ham, andet end, at han efter sigende var ret klog - og virkelig venlig. Vi var på det tidspunkt begge to i festudvalget på Dansk, men vi faldt først i snak en dag, vi med tømmermænd skulle gøre rent efter en fest. Vi hyggesnakkede bare lidt, og så tog jeg hjem uden, at der skete mere ved det. Men jeg kom hjem med fornemmelsen af at have haft det rigtig rart. Jeg besluttede mig for at bruge lidt mere tid sammen med folk, der bare var rare.

Derfor var jeg også ekstra opmærksom på ham til festudvalgets julefrokost. Han var jo rar, og resultatet af min laaange selvudvikling var åbenbart en beslutning om at tilbringe mere tid med rare mennesker - uden bagtanker om andet end uskyldig tid, for øvrigt. Men man har jo hørt før, at ens tankegang bliver mindre uskyldig efter de første par flasker rødvin, så et sted mellem min opblomstrende karriere som julefrokost-DJ og definitiv gå-hjem-tid faldt vi på en eller anden måde ind i hinandens arme. Den aften gik jeg slet ikke hjem. Vi sov (ja - sov!) sødt ved siden af hinanden på en bænk uden for det store auditorium.

Næste dag gjorde vi endnu en gang rent efter en fest på KUA sammen. Men denne gang blev vi af vores snedige venner hele tiden sendt i kælderen (hvor vi opbevarer tomme flasker og den slags) sammen. Da jeg cyklede hjem fra universitetet, var jeg ret glad. Og lidt på vagt - for det er jo farligt at være så glad efter bare én god aften.

Når jeg hører om folk, der er i tvivl om deres date egentlig vil noget mere seriøst end dating, når han eller hun nu ikke skriver eller ringer, ikke har så meget tid til at ses eller i det hele taget ikke virker så interesseret, har jeg altid svært ved at sige "Han er nok bare usikker på dig", "Måske er han bare ikke sms-typen" eller "Bare vent og køb en ny kjole, så skal han nok falde ordentligt for dig"...

Jesper er ikke sms-typen. Faktisk er han så lidt sms-type, at han ikke havde nogen telefon dengang. Men jeg nåede ikke længere end hjem fra universitetet før han havde fundet mig på facebook. Dagen efter havde vi vores første date. Vi bagte pebernødder sammen i hans kollektiv og lærte hinanden lidt bedre at kende. Fredagen efter var vi til julefredagsbar sammen på Dansk, hvor vi ikke rigtig lagde skjul på, at vi godt kunne lide hinanden. Efter fredagsbaren sneg vi os ind på den aflukkede del af gamle KUA, så vi kunne komme op på taget.

1. januar, lidt over en måned efter julefrokosten, besluttede vi, at vi vist nok ikke længere kunne løbe fra, at vi var kærester nu. To år efter købte vi en lejlighed sammen. Vi flyttede sammen et par dage efter vores toårsdag (fra julefrokosten), 1. december. Nu har vi været sammen i lidt over tre år, og det næste store kæresteskridt er selvfølgelig, at vi om kort tid også kan kalde os selv for forældre.

I fredags var der julefredagsbar på Dansk igen. Vi kom aldrig af sted. Men i dag slæbte vi (okay, mest ham) et puslebord fra Østerbro til Nørrebro på min cykel gennem tøsne og forbi Rigshospitalets villaer, mens vi spejdede efter barselshotellet.

Hver dag med Jesper er et nyt eventyr. Det må gerne lyde corny, når det er sandt.

mandag den 10. december 2012

Jul i Kreuzberg

Første weekend i december tilbragte jeg hos min veninde i Kreuzberg, Berlin. Den 1. december dalede julesneen hvid, da vi vågnede og vi tog på masser af julemarkeder og juleshopping.


Selv ubahnstationerne så fine og hvide ud med sneen.



Det hyggeligste julemarked var helt klart det alternative på Mouritzplatz - lidt ligesom Christianias julemarked, bare udendørs og med færre mennesker:




Der er altid madrasser på gader og stræder i Berlin. Måske til de hjemløse?



Så dejligt at få billedplads på bloggen igen :) det koster mig kun 3 $ om måneden, og så har jeg 25 GB at gøre godt med. Det synes jeg faktisk er i orden.

søndag den 9. december 2012

Essayadventskalender #2

Da jeg var barn, var jeg meget fascineret af venskaber. Jeg kunne se, at mange fra min familie havde samlet deres vigtigste venskaber i gymnasietiden, i studietiden eller andre lignende foranstaltninger. Jeg oplevede, hvordan de havde fulgt hinanden fra den spæde ungdom med drukhistorier og forelskelser, hen over det første ægteskab, det første barn, det første rigtige job og til det andet ægteskab og de første børnebørn. Jeg vidste også, at der i mine forældres omgangskreds var nogen, som egentlig havde været kærester med dem en gang i en fortid, jeg kun kendte fra de blegede fotografier fra deres ungdom, som jeg elskede at kigge på.

Måske er det derfor jeg igennem mit liv har prioriteret højt at beholde så mange venner som muligt. Alligevel er folk faldet fra hen ad vejen, noget der især sker, når man skifter hele omgangskredsen på en gang hver gang man skifter beskæftigelse. Det har jeg ikke udelukkende gjort, et par stykker fulgte med mig, men mange er røget i svinget. Men alligevel kan jeg ikke undgå at se mine omgangskredse som isolerede objekter. Kun de meget loyale bliver, for det kræver stædighed at holde fast i et venskab kun baseret på fortiden. (Heldigvis holder de allerbedste ved, men det må være et andet indlæg.)

Da jeg lavede research til dette essay, læste jeg gamle dagbøger og kiggede på gamle facebookfotoalbums fra starten af danskstudiet. Udover de oplagte reaktioner som "hvor ser jeg ung ud uden briller", "blev jeg aldrig træt af at date mænd, der mindede om hinanden?" og "gad vide hvor den sweater er blevet af", slog det mig hvor mange navne og ansigter, jeg kunne genkende. Mange af dem fordi de stadig, mere eller mindre, er en del af mit liv i dag.

Sjovt nok er der ikke tale om dem, der var mine tætteste venner de første par år på Dansk. De er desværre allesammen forsvundet til fordel for andre studier, andre landsdele og andre venner. Det er mere dem ude i hjørnerne af billederne eller dem, der lige er blevet nævnt i en bisætning her og der. Med en lille undtagelse af ham jeg datede det meste af første semester. Han fylder lidt meget på visse dagbogssider, men hvem skulle have vist, at han i dag er en af Jespers bedste venner? Det var han faktisk allerede dengang.

Det der mest af alt binder trådene sammen, er selvfølgelig, at jeg blev kæreste med Jesper, som også læste Dansk. Han har været god til at passe på sine studiekammerater. Så da vi nåede så langt i vores forhold, at vi skulle til at lære hinandens venner at kende, havde jeg et vist forspring med en stor andel af hans venner. Jeg har nemlig kendt de fleste af dem tidligere: været tutor sammen med dem, stået i fredagsbaren/festudvalget med dem, og ja... datet en enkelt af dem.

Og nu forstår jeg hvordan mine forældres vennekreds er opstået: Det sker, når man fletter omgangskredse og pludselig bliver kæreste med en, som er midt i det hele.

Jesper har jeg også kendt meget perifært lige siden jeg startede på studiet. Men den historie må I få på næste søndag.

fredag den 7. december 2012

Teknisk set højgravid?

Jeg er hjemme fra Berlin og har faktisk været det siden mandag aften. Jeg ville have betalt Google for mere billedplads, så jeg kunne lave fine fotoindlæg med Berlin- og juleindlæg, men min pung med dankortet er bare så langt væk, når jeg først har ramt sofaen. Det er det, der er status i øjeblikket.

Kombinationen af at være højgravid (det må jeg være ifølge Den Danske Ordbog, da fødslen i hvert fald virker til at være ret nært forestående, når der nu kun er en juleferie og januar til) og at være forkølet har vist sig at være ret udmattende. Jeg blev på mystisk vis syg på et øjeblik tirsdag aften. Som et lyn fra en klar himmel begyndte det at gøre ondt i halsen, og så gik det ellers bare ned ad bakke derfra. Jeg tog på arbejde torsdag, fordi jeg er dum og tænkte, at det nok gik væk, hvis jeg bare ignorerede det. Det gjorde det så ikke. Lige siden har jeg gentagende gange kastet mig ud i at love mig selv væk til ting, for derefter undskyldende at aflyse det igen:

  • Fagrådsmøde på universitetet, en halv times kørsel (i isvinter!) fra vores lejlighed? Det kan jeg da sagtens klare. Eller nej. Egentlig ikke. Uuuundskyld.
  • Fem timers arbejdsdag, hvor størstedelen nok ville bestå i at printe og scanne i valgfrit kopirum (det hvor der er 30 grader og tør luft eller det hvor der er 10 grader og tør luft?), så mine kolleger slipper for at printe bilag til stort møde selv? Jaha, hvornår skal jeg komme?! Nårhnej, kom jeg lige i tanke om tre kvarter før. Måske det var en dårlig idé. Sorry.
  • Quizaften på universitetet, stadig en halv times kørsel væk, men denne gang i fredagsmylretiden? Fire timer i caféen, hvor alle andre drikker øl og bliver fulde, mens jeg bestiller mere te og ærgrer mig over, at de ikke har suppe? Det burde da ikke være noget problem, jeg kommer om lidt, skrev jeg kækt til mit quizhold på facebook. Der gik præcis 13 minutter, før jeg fik rejst mig op, blev svimmel og måtte melde fra alligevel. Ups. Revance?
Nu har jeg lovet mig væk til at blive passet af min mor, og det tror jeg måske lige jeg kan klare uden at aflyse. Men man ved aldrig. Realitetssansen er åbenbart det første, der forsvinder under gravienza. (Influvid? Gravikølet? Højgrasyg? Kreativiteten er i hvert fald ikke gået nogle steder hen...)

søndag den 2. december 2012

Essayadventskalender #1

Jeg trådte mine første skridt på Københavns Universitet Amager (KUA) i sommeren 2006. Jeg tog derud med min mor for at se hvad det der universitet egentlig var for noget. Vi gik ind ad den gamle hovedindgang til gamle KUA, som de røde barakker fra 70'erne bliver kaldt. Vi kiggede nysgerrigt på det store oversigtskort for at finde ud af hvor spanskstudiet holdt til. Ingen steder, åbenbart. Vi spurgte et par forbigående, som heller ikke vidste det. Der har nok heller ikke været mange hjemmevante studerende på stedet midt i sommerferien. Men dengang var universitetets rytmer ikke en del af mit eget livs rytme. Det har det været lige siden.

Et par måneder efter startede jeg på spanskstudiet, som viste sig at ligge på nye KUA, de nye bygninger i stål, glas og beton på den anden side af kanalen. Jeg havde min daglige gang (det var før humanistiske studier blev skåret ned til et par dage om ugen) på kliniske, hospitalsagtige gange og i moderne klasselokaler med indbygget projektor og markiser, der havde deres eget liv og derfor afbrød hver lektion med en hæs motorlyd, når et forvirret censorsystem vurderede, at solen var kommet. (Det var den ikke.) Jeg stod i lange køer ved semesterstart for at få lov til at købe kartonindbundne kompendier i sarte 80'er-pasteller og grundbøger i grammatik, der altid var udsolgt fordi administrationen ikke gad bestille bøger nok til alle nye studerende. Der var jo alligevel så mange af dem, der ville droppe ud så snart semesterstartsfesterne ebbede ud.

Og ganske rigtigt. Vi droppede ud. Et par stykker i løbet af de første par uger, så lidt flere. Jeg holdt helt til lidt før efterårsferien, hvor jeg en almindelig tirsdag rejste mig op i pausen, samlede mine ting og forlod lokalet. Allerede mæt af spansk grammatik forklaret på spansk og arrogante undervisere, der nok havde håbet på et højere niveau og en større indlevelsesevne fra nogle af os, besluttede jeg, at universitetet bestemt ikke var noget for mig. Jeg gav de triste bygninger et sidste opgivende blik og tænkte, at jeg aldrig ville komme tilbage.

Heldigvis tog jeg fejl. En del erhvervserfaring klogere og efter at have læst alle beskrivelser af samtlige studier i Danmark, dukkede jeg brødbetinget men spændt op til introdagene på danskstudiet bare et år efter min mislykkede debut på KUA. Dansk ligger også på nye KUA, men på den anden side af kantinen. Lokalerne ligner hinanden til forveksling og set udefra er det kun på bygningsnummeret, man kan se en lille forskel. 22, ikke 24. Skemaet kunne også nemt sammenlignes med mit gamle: grammatik, litteraturteori, kulturhistorie. Men for mig var forskellen enorm. Det øjeblik jeg trådte ind i mit nye instituts kaffebar med gamle sofaer, økokaffe og kitsch malerier på væggene, kunne jeg, corny som det end må lyde, erklære mig hjemme.

Kliniske hospitalsgange forvandlede sig fredag aften til paladser af lys og venlighed, noget så sølle som de såkaldte midlertidige pavilloner ved gamle KUA var pludselig scene for diskussioner om skønlitteraturens berettigelse eller charmen ved sproglige fejl. Endeløse eftermiddage tilbragt dybt nede i en sofa i kaffebaren cirklede skiftevis om ugens oplæg i medieanalyse til hvilken tutor, der var sødest. En dag dukkede der på ægte symbolsk vis svaner op i den ellers ildelugtende kanal, og KUA var nu begyndt at åbne sig for mig.