mandag den 1. april 2013

Hæklelykke og påskestress

Jeg ved godt jeg har en blog til hækling, men efter som jeg mere eller mindre er gået i stå på de sociale medier (det er bare en fase!), tillader jeg mig at poste lidt om hækling her. Jeg er ved at hækle en kurv af aflagte t-shirt, som jeg klipper i strimler. Det er ret sejt, hvis jeg selv skal sige det.

Ellers går dagene med at vise Vera frem, passe Vera og sove når Vera sover. Det gør hun heldigvis ret tit, så det bliver også til lidt hækling, men ikke så mange intellektuelt krævende ting. Jeg skimmede dog en avis i går!

Påsken er jo ikke specielt anderledes for os end almindelig "hverdag", for Vera skal jo stadig passes. Det har dog været lidt hårdt, fordi vi har forsøgt at presse for meget aktivitet ind på for kort tid. I går stod den dermed på 75-års fødselsdagsbrunch og derefter påskefrokost et andet sted. Der var mange mennesker og meget larm begge steder, så da Vera havde charmeret sig ind på de fleste med sit nye smil med lyd på (det nærmer sig et grin), besluttede hun sig for også at vise hvor højt hun kunne skrige. Resten af dagen. Indtil vi kom hjem i fred og hun sov så lang tid hendes sult kunne klare det. Jesper ligger syg med influenza, så jeg var midlertidigt alenemor, og det var godt nok hårdt! Selvom familien hjalp til var det jo mig hun ville op til - og skrige videre.

Men jeg var jo selv ude om det, og jeg har nu lært at begrænse aktiviteter med så mange indtryk på en dag. I dag sover Vera meget, men har også ligget og set Hr. Skæg-videoer med sin far og pludret glad med. Hun er virkelig dejlig og sød! Må huske at nyde det og ikke prøve at få livet til at handle om alt muligt andet... Det skal der jo tids nok være plads til (:

2 kommentarer:

Linen sagde ...

Det var gået min næse fuldstændig forbi at du også havde en hækleblog, sikke mange blogs du skal holde styr på :-) Jeg er simpelthen så dårlig til at huske at sove når baby sover, synes typisk jeg vasker tøj, tømmer og fylder opvasker, skifter den gylpede bluse osv. osv.

Cecilie L. sagde ...

Hah, den er også lidt snyd, fordi den ikke rigtig er aktiv. Men det var også mere for at skåne denne blog for for meget hækling!

Jeg mente også mest om natten... jeg går tidligt i seng, så jeg når at få lidt søvn. Kan heller ikke finde ud af det om dagen.